DADIU spil

Game Animation

16-ugers kursus, efterår 2011

DADIU
Nu har du chancen for gennem Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning (DADIU) at få et efteruddannelseskursus i spilanimation og dermed udvide dine muligheder på jobmarkedet.

Spilanimation er en kompetence, der efterspørges i stigende grad. At være animator på et computerspil adskiller sig på flere måder fra at animere til film. Det kræver blandt andet en grundlæggende viden om produktionsgangen for spil. Animatoren skal kunne kommunikere med både instruktør og programmør for at kunne lave god og velfungerende spilanimation.

DADIU 2.0
Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning er en sammenslutning af ni danske kandidatuddannelser og fem kunstskoler, der har skabt en spiluddannelse på tværs af de forskellige kompetencer med det formål at uddanne højt kvalificerede og specialiserede medarbejdere til computerspilbranchen
DADIU udbyder nu en ny og mere gennemgående spiluddannelse for disse forskellige studieretninger, herunder animation.

Produktionserfaring
Du vil udover teori og fællesundervisning også få konkret erfaring med spilanimation gennem de to spil-projekter, der ligger i uddannelsen. Først et minigame-projekt og til slut et afgangsprojekt. Du vil få rollen som spillets animator og får dermed en central rolle gennem et tæt og løbende samarbejde med instruktør og programmør i at lave et flot og velfungerende spil. Imellem de to spilforløb ligger der for animatorerne et 4-ugers forløb, hvor der er ekstra fokus på animationsdelen.


dadiu oversigt
Deltagere
Hver studerende opfylder en specifik funktion på et spiludviklingshold. Du vil som game animator blive undervist sammen med studerende med en anden uddannelsesbaggrund og få indblik i alle de forskellige arbejdsprocesser der indgår i produktionen af et computerspil. I DADIU 2.0 dannes 6 grupper hver bestående af ca. 15 studerende fordelt på 10 forskellige kompetencer, deriblandt en spilinstruktør, projektleder, spildesigner, programmører og animatorer.

Evalueringsforløb
Uddannelsen afsluttes med en uges evalueringsforløb, som følger op på det du har været igennem på kurset. Afgangsspillet gennemgås af professionelle fra branchen som udpeger spillets styrker og svagheder. Derudover bearbejdes gruppens proces, og du får chancen for at lære noget om egne egenskaber i et gruppearbejde.

Alt det praktiske:

Start: 31. aug. 2011
Slut: 15. dec. 2011
Sted: Aalborg eller København
Pris: Gratis
Bolig: Inkluderet
Ansøgningsfrist: 15. juni
Max. 12 deltagere

Ansøgere skal have en påbegyndt eller afsluttet animationsuddannelse eller professionel animationserfaring. Optagelsesbevis eller eksamenspapirer sendes sammen med animation showreel.

Send portfolio samt animation showreel til Peter Smith